Årets gang på kirkegården

I januar kvartal udsender vi regninger for vedligeholdelse af gravsteder i den nye sæson. Vi anbefaler tilmelding til Betalingsservice - det er nemt og gratis.

I marts begynder forårsarbejdet. Grandækninger fjernes.

Ca. 1. april planter vi forårsblomster (stedmoder). Herefter er der i reglen stor travlhed med at vedligeholde gravsteder.  Mange får tilplantet de gravsteder, hvor der har været begravelse i vinterens løb.

Ca. 1. maj rydder vi op på plænegravsteder: lanterner, kurve, keramik og anden pynt indsamles. De indsamlede effekter gemmes i 2 måneder.

Ca. 1. juni skifter vi forårsblomsterne ud med sommerblomster (isbegonia m.fl.). Er sommeren regnfattig går der en del tid med at vande de blomster, hvor ekstra vanding er bestilt.

I løbet af juli-august klipper vi løvhække og  stedsegrønne hække.

I september udsender vi regninger for grandækningerne. Vi anbefaler tilmelding til Betalingsservice - det er nemt og gratis.

Sidst i oktober begynder vi at grandække de gravsteder hvor det er bestilt. Det fortsætter frem til december.

Ca. 1. november rydder vi igen op på plænegravstederne. Vi gemmer de indsamlede effekter i 2 måneder.

Isbegonia - en populær og hårdfør sommerblomst.

Blomster

Forårs- og sommerblomster udplanter vi i 2 omgange. Ca. 1. april udplanter vi stedmoder - og når risikoen for nattefrost er ovre omkring 1. juni planter vi isbegonia og andre sommerblomster. Vi anbefaler isbegonia, den er hårdfør og rigtblomstrende.

Vi vander kun blomsterne nogle få gange efter udplantning - hvis vi skal vande i hele sæsonen kan ekstra vanding bestilles.

Pleje og vedligeholdelse

Pleje og vedligeholdelse på traditionelle gravsteder omfatter lugning af ukrudt, indsamling af visne buketter, opsamling af vissent løv, beskæring, algebehandling af gravsten samt rivning/fejning af gravsted.

Det er også muligt at tegne en flerårig aftale om udvidet pleje og vedligeholdelse. Denne aftale omfatter også opretning af jordsætninger og gravsten, supplering med løse materialer samt udskiftning af udgåede/forvoksede buske.

Grandækning

Grandækning af gravsteder udfører vi fra efterårsferien og indtil ca. 1. december. Vi har to typer: Type I er kun med gran og er mere prisgunstig end type III, som er med mere gran og bjergfyr.

Grandækningerne fjerner vi i marts måned.

Granguirlander er populære i afdeling UHAL og UMUR - guirlander kan vi også lave til plænegravsteder.

cookie information